Der er mange grunde til at studere i udlandet – og til at vælge USA. Her er mine:

Sproget – Engelsk er verdens mest udbredte sprog, og der er intet andet sprog, der gør det så nemt at rejse og kommunikere globalt. Den mest effektive måde at lære et sprog på er at bo og studere i det land, hvor det tales. Du kommer til at møde mange nye mennesker fra både USA og resten af verden og havne i mange situationer, som både styrker og udfordrer dine engelskkundskaber. Al denne eksponering – kombineret med undervisning på og i engelsk – vil gøre dig tryg og sikker i sproget og give dig de bedste forudsætninger for at blive flydende i engelsk.

Uddannelse i verdensklasse – USA er hjemsted for nogle af verdens bedste colleges og universiteter og er førende inden for teknologi og forskning. Det er en af grundene til, at så mange internationale studerende vælger USA. En uddannelse fra USA anses for at være meget meritgivende – ikke mindst for udvekslingsstuderende, der ikke blot vender hjem med et bevis på veludførte studier, men også et vidnesbyrd om mod og drivkraft: at du har turdet træde ud af din komfortzone og udfordret dig selv for at udvikle dig.

Kulturen – Oplev den amerikanske kultur, som har så stor indflydelse på os. Lær menneskene at kende, og hvordan de udtrykker sig og agerer. Fejr store helligdage som 4th of July (nationaldag), Halloween og Thanksgiving. Få en dybere indsigt i, hvordan samfundet fungerer, og forstå politik og hvorfor tingene er, som de er.

Alt findes i USA – USA er enormt og består af 50 delstater, som hver især har noget unikt at byde på. Alt fra den nyeste teknologi til nogle af verdens mest imponerende natur- og kultursteder. Her finder du storbyer som New York, Los Angeles og San Francisco. Verdensberømte seværdigheder som Grand Canyon, Yosemite Nationalpark, Niagara Falls og De Store Søer. Og så er der også nogle af verdens største sportsligaer: NHL (ishockey), NFL (amerikansk fodbold) og MLB (baseball). Kort sagt – du kommer ikke til at kede dig i USA.

Personlig udvikling – Sidst men ikke mindst: At bo og studere i USA vil få dig til at vokse som menneske. Du vil vende hjem som en mere selvstændig, selvsikker og ansvarsfuld person, som er mere tryg i sig selv – især hvis du i dag bor hos dine forældre og aldrig har boet alene. Du bliver en verdensborger med et bredere perspektiv og en ny måde at se livet på.

Dette er nogle af mine grunde til, hvorfor man bør studere i USA. Nu er jeg nysgerrig på at høre dine.

Hvorfor bør man studere i USA – og/eller hvorfor vil du gerne studere der? Bliv medlem og kommentér.